Storladent orkester, overdådige harmonier og disharmonier og et klimaks med kosmisk kærlighed venter dem, der drikker af Wagners fortryllende værk og overgiver sig til den ultimative kærlighedshistorie. 

Med Tristan og Isolde opsætter Den Jyske Opera igen ét af Wagners store værker. Senest var det Den flyvende Hollænder ’08, som var Giordano Bellincampis første Wagneropera fra dirigentpodiet. Hermed lægger Den Jyske Opera op til en både dramatisk og musikalsk fængslende indledning på sæson 12-13, præsenteret af et tophold såvel på som bag scenen; ikke mindst i skikkelse af dansk teaters fornemste æstetiker Mikael Melbye, der iscenesætter Wagners opera og Giordano Bellincampi, der dirigerer det store værk.

De krævende hovedpartier som Tristan og Isolde varetages af tyske Torsten Kerl og danske Ann Petersen, som også dannede par i den Reumertprisbelønnede opsætning af Die tote Stadt (’10) på Den Jyske Opera.

Psykologisk kærlighedsrejse
Operaen tager os med på en psykologisk kærlighedsrejse med de to elskende, adelsmanden Tristan og den irske prinsesse Isolde. De bliver inderligt forelsket i hinanden og ser hinanden som sjælepartnere. En kærlighedsdrik forstærker følelserne og de vælger døden, hvor de evigt kan være forenet. Kærlighedshistorien er baseret på en gammel keltisk romantisk legende.  

Skelsættende Tristan-akkord
Tristan og Isolde fik premiere i 1865, samtidig med at Wagner var dybt optaget af arbejdet med Nibelungens Ring. Musikalsk er Tristan og Isolde revolutionerende i den tyske romantiske tradition og en milepæl i den vestlige musiks historie. Bl.a. er operaens første akkord, som senere har fået tilnavnet ”Tristan-akkorden”, skelsættende og indeholder en spænding, der først forløses sidst i operaen. Wagner bruger desuden orkestrets farver til at skabe stemningsuniverser, som danner klangbund for værkets indtagende meditative stemning og fantastiske kærlighedsduetter.      

Den ultimative kærlighed Liebestod
Wagner var interesseret i det mytiske og grebet af samtidens tanke blandt filosoffer og kunstnere om den ultimative, forenende kærlighed, som først kan virkeliggøres i en såkaldt ”kærlighedsdød”, forklaret i begrebet Liebestod. Wagner fandt, at Gottfried von Strassbourgs fortælling fra det 13. århundrede om Tristan og Isolde var et unikt udgangspunkt og Wagner skrev selv det digt, der blev Tristan og Isoldes libretto.